Søby Lokalråd
Forside     Projekter     Vedtægter     Referater     Bestyrelsen     Kontakt
 

Vedtægter

§ 1. Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er Søby lokalråd

Stk. 2. Foreningens hjemsted er Søby.

Stk. 3. Søby Lokalråd har sit virke i Søby og omegn, Ærø kommune.

§ 2. Formål

Stk. 1. Søby Lokalråds formål er:
a) at arbejde for almene interesser, med henblik på at give borgerne et godt, aktivt liv i området omkring Søby på Ærø, herunder tiltag, som vil fremme sociale og kulturelle arrangementer, tilflytning, turisme og erhvervsudvikling;
b) at skabe det bredest mulige samarbejde om løsning af lokale opgaver og udfordringer;
c) at tage udfordringer og opgaver op af almen karakter, rejst af én eller flere borgere i, eller uden for Søby-området;
d) at sigte på en grøn, bæredygtig fremtid for lokalområdet og arbejde for at være bedst i klassen, når det kommer til grønt miljø;
e) at de dele de erfaringer, man kan drage fra Søby Lokalråds virke, som kan komme hele Ærø til gode;
f) at fungere som bindeled mellem offentlige myndigheder, turist- og erhvervsforeninger – og borgerne, samt at inddrages i Ærø Kommunes behandling af sager, der vedrører Vestærø.

Stk 2. Lokalrådet er forpligtet, i den udstrækning det er muligt, at give borgerne i området løbende orientering om dets arbejde.

§ 3. Medlemskreds

Stk. 1. Som medlemmer optages enhver borger og forening, som har hjemsted i – eller tilknytning til Søbyområdet, og som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.

Stk. 2. Bestyrelsen påser, at der altid forefindes en ajourført fortegnelse over medlemmerne.

Stk. 3. Indmeldelse sker på foreningens indmeldelsesblanket.

Stk. 4. Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til kassereren.

Stk. 5. Medlemmerne kan indbetale et frivilligt kontingent.

Stk. 6. Et medlem, der virker mod foreningens formål, kan ved beslutning af generalforsamlingen udelukkes af foreningen, når to tredje dele af de afgivne stemmer ved en skriftlig afstemning godkender forslaget.

§ 4. Årsmøde

Stk. 1. Årsmødeforsamlingen er foreningens højeste myndighed og er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.

Stk. 2. Ordinært årsmøde afholdes én gang årligt inden udgangen af april måned og indkaldes med mindst tre ugers varsel ved e-mail til medlemmerne og ved annoncering i den lokale dagspresse med angivelse af dagsorden.

Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på årsmødet er alle medlemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 4. Dagsordenen for det ordinære årsmøde skal mindst indeholde følgende punkter:
? Valg af dirigent
? Bestyrelsens beretning
? Regnskabsaflæggelse
? Behandling af indkomne forslag
? Godkendelse af budget
? Valg af medlemmer til bestyrelse
? Valg af revisor og en revisorsuppleant
? Eventuelt

Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på årsmødet, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før årsmødet. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest tre måneder forud for udgangen af den måned, hvor det ordinære årsmøde skal afholdes.

Stk. 6. Årsmødet ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Stk. 7. Årsmødet træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal / pointmetoden / prioriteringsmetoden.

Stk. 8. Ved stemmelighed tæller formandens stemmer som to.

§ 5. Ekstraordinært årsmøde

Stk. 1. Ekstraordinært årsmøde kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal det ekstraordinære årsmøde afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.

Stk. 2. Indkaldelsesfristen for et ekstraordinært årsmøde er 2 uger.

§ 6. Forretningsudvalget

Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen der består af 11 medlemmer. Bestyrelsens medlemmer vælges ved skriftlig afstemning, på det ordinære årsmøde for 2 år ad gangen, således af halvdelen (5 medlemmer i lige år og 6 medlemmer i ulige år) af bestyrelsen er på valg hvert andet år. (Dog kan dirigenten vælge at undlade afstemning såfremt der ikke opstillers flere kandidater end der skal bruges).

Stk.2. Bestyrelsen er forpligtet til, i de tilfælde der er sager, der naturligt hører under lokale foreningers virke og formålsparagraffer, at kontakte de pågældende foreninger for bidrag og kommentarer.

Stk. 3. Der kan højest sidde tre personer i bestyrelsen, som repræsenterer den samme forening

Stk. 4. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og årsmødets beslutninger.

Stk. 5. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer og offentliggør posterne gennem medierne

Stk. 6. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.

Stk. 7. Formanden - og i hans fravær næstformanden - indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst tre medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det over for formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kendskab.


§ 7. Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig over for årsforsamlingen for budget samt regnskab.

Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.

Stk. 4. Regnskabet revideres af de på årsforsamlingen valgte revisorer.

Stk. 5. Midler til lokalrådets drift tilvejebringes gennem frivillige bidrag og med evt. offentlige tilskud.

§ 8. Tegningsregler og hæftelse

Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§ 9. Vedtægtsændringer

Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på et årsmøde, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.

Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra det årsmøde, de vedtages på.

§ 10. Opløsning

Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende årsmøder, hvoraf det ene skal være ordinært, med mindst 14 dages mellemrum.

Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af det opløsende årsmøde.

§ 11. Datering

Stk. 1. Således vedtaget på foreningens stiftende årsmøde den 12. maj 2011.